Herunder kan du vedtægterne vedtægterne for ICF Danmark samt downloade dem i pdf format.
ICF Danmark vedtaegter marts 2016
ICF Danmark vedtægter
1. FORENINGENS NAVN OG HJEMSTED
1.1 Foreningens navn er ICF Denmark (i det følgende benævnt ”ICF Denmark”).
1.2 Foreningens hjemsted er i Københavns kommune.
2. FORMÅL OG MISSION
2.1 ICF Denmark er den danske hovedafdeling (et såkaldt ”chartered chapter”) af International Coach Federation (ICF) (i det følgende benævnt ”ICF Global”).
2.2 Det er ICF Denmarks formål at bevare og udvikle coaching som en selvstændig og uaf-hængig profession i Danmark.
2.3 Det er ICF Denmarks mission at fungere som et nationalt forum for forskning og udvikling af coaching, at inspirere til forandring gennem dialog, at understøtte en faglig udvikling på et højt niveau og at øge opmærksomheden og forståelsen for det bidrag, som coaching yder til menneskehedens udvikling og fremtid.
2.4 ICF Denmark kan samarbejde med andre organisationer efter de retningslinier, som fastsættes af ICF Global.
2.5 ICF Denmark kan ikke indtage politiske eller religiøse standpunkter.
2.6 De arbejdsmetoder, som anvendes af ICF Denmark, dets medlemmer og grupper skal være i overensstemmelse med ICF Globals værdier og skal følge de retningslinier og regler, der til enhver tid er fastsat af ICF Global.
2.7 ICF Denmark er en ikke-erhvervs-drivende forening. ICF Denmark skal registreres i foreningsregisteret hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i København.
3. MEDLEMSKAB
3.1 Som medlem optages enhver person, (a) der er bosiddende i Danmark, Færøerne eller Grønland, og (b) som er medlem af ICF Global, og (c) som ikke udtrykkeligt har fravalgt medlemskabet af ICF Denmark. En person, der er bosiddende i udlandet, men som indenfor de seneste 5 år har været bosiddende i Danmark, Færøerne eller Grønland, i en sammenhængende periode på mindst 12 måneder, kan efter ansøgning optages som medlem af ICF Denmark, såfremt den pågældende gennem ejerskab, kontrakt eller ansættelsesforhold med en i Danmark, Færøerne eller Grønland registreret virksomhed er aktivt udøvende coach i Danmark, Færøerne eller Grønland. Det er ligeledes en betingelse, at personen er medlem af ICF Global. Såfremt et medlem opgiver sin bopæl i Danmark, Færøerne eller Grønland, kan medlemskab dog efter ansøgning bevares, så længe personen er aktivt udøvende coach som nærmere anført i den foregående bestemmelse.
3.2 Et medlem kan ekskluderes af ICF Denmark, hvis personen handler imod foreningens formål, retningslinier og regler på en måde, der kan skade tilliden til ICF Denmark. Beslutning om eksklusion træffes af bestyrelsen og meddeles skriftligt til det pågældende medlem. Et ekskluderet medlem kan inden for en frist af en måned efter at have modtaget meddelelsen forlange, at beslutningen om eksklusion forelægges for medlemmerne på det førstkommende medlemsmøde, som da træffer den endelige afgørelse. Indbringelse af bestyrelsens beslutning om eksklusion for medlemsmødet har ikke opsættende virkning.
3.3 Et medlemskab ophører med virkning fra det tidspunkt, hvor et medlem ikke længere opfylder de i pkt. 3.1 angivne betingelser.
4. MEDLEMSMØDER
4.1 Medlemsmødet er ICF Denmarks øverste myndighed. De årlige medlemsmøder skal på skift afholdes i København, Århus og Odense. Det første årlige medlemsmøde efter stiftelsen af ICF Denmark skal afholdes i København.
4.2 Bestyrelsen beslutter formatet for medlemsmøder. Bestyrelsen kan beslutte at anvende ethvert format, som efter bestyrelsens opfattelse opfylder formålet, herunder interaktive formater via Internettet i kombination med eksempelvis avanceret telekommunikation, dog altid under forudsætning af at formatet er sikkert, det tillader medlemmerne at kommunikere og det er udviklet til at håndtere afstemningsprocedurer.
4.3 Indkaldelse til medlemsmøder sker på den af bestyrelsen fastsatte måde, herunder ved brug af e-mail. Indkaldelser skal endvidere optages på ICF Denmarks hjemmeside. Enhver indkaldelse til medlemsmøde skal angive dato, tidspunkt og sted og skal indeholde dagsordenen samt oplysninger om de indkomne forslag og om de emner, der skal behandles på mødet.
A. Det Årlige Medlemsmøde
4.4 Det årlige medlemsmøde afholdes hvert år i marts måned på den dato og det tidspunkt, som bestyrelsen udtrykkeligt måtte bestemme.
4.5 Bestyrelsen skal indkalde til det årlige medlemsmøde med et varsel til medlemmerne på mindst fire (4) uger.
4.6 Dagsordenen for det årlige medlemsmøde skal som minimum indeholde følgende punkter:
a. Valg af dirigent
b. Valg af referent
c. Bestyrelsens beretning
d. Årsrapporten for det foregående regnskabsår
e. Meddelelse af decharge til bestyrelsens afgåede medlemmer
f. Redegørelse for bestyrelsens budget for det indeværende år samt størrelsen af det årlige kontingent.
g. Behandling af indkomne forslag og afstemning
h. Valg af revisor
i. Valg af medlemmer til Nomineringskomiteen
j. Eventuelt
4.7 Forslag og emner, der ønskes behandlet på det årlige medlemsmøde, skal være fremsendt til – og skal være modtaget af bestyrelsen, henholdsvis sekretariatet, mindst fem (5) uger for medlemsmødets afholdelse.
B. Det Årlige Valgmøde
4.8 Den kommende præsident (President Elect) og medlemmerne af bestyrelsen vælges af medlemmerne på det årlige valgmøde, som finder sted hvert år i november måned på den dato og det tidspunkt, som bestyrelsen udtrykkeligt måtte bestemme.
4.9 Artikel 4.1 til 4.4 finder tillige anvendelse på det årlige valgmøde.
4.10 Bestyrelsen skal i oktober måned indkalde til det årlige valgmøde med et varsel til medlemmerne på mindst fire (4) uger.
4.11 Dagsordenen for det årlige valgmøde skal som minimum indeholde følgende punkter:
a. Valg af dirigent
b. Valg af referent
c. Valg af medlemmer til bestyrelsen, herunder valg af den kommende præsident (President Elect)
d. Valg af suppleanter
idet pkt. a) og b) kan fraviges ved bestyrelsens beslutning, hvis valget gennemføres elektronisk eller på anden måde uden afholdelse af et egentligt møde.
C. Ekstraordinært Medlemsmøde
4.12 Bestyrelsen skal indkalde til ekstraordinært medlemsmøde, såfremt anmodning herom fremsættes af mindst fire (4) medlemmer af bestyrelsen, af Eksekutivkomiteen eller af mindst tredve (30) procent af ICF Denmarks medlemmer. Indkaldelse til medlemsmødet skal ske med mindst to (2) ugers varsel og højst otte (8) ugers varsel.
4.13 Artikel 4.1 til 4.4 finder tillige anvendelse på ekstraordinære medlemsmøder.
4.14 Anmodningen skal stiles til bestyrelsen, henholdsvis sekretariatet, og skal være skriftlig og motiveret med angivelse af en dagsorden.
4.15 Ekstraordinært medlemsmøde skal afholdes på det samme sted (by) som det seneste årlige medlemsmøde.
D. Møde-, Tale- og Stemmeret
4.16 Alle medlemmer har møde- og taleret på medlemsmøderne og på valgmøderne. Medlemmer har kun stemmeret på et medlemsmøde og et valgmøde, hvis de har været medlemmer i mindst tre (3) måneder umiddelbart forud for mødets afholdelse.
4.17 Stemmeafgivning sker ved personligt fremmøde. Repræsentation ved fuldmægtig (fuldmagt) er ikke tilladt.
5. BESTYRELSEN
5.1 Konstitution
5.1.1 Bestyrelsen består af Præsidenten, den senest afgåede præsident (Past President), den kommende præsident (President Elect), Sekretæren, Kassereren samt af yderligere et (1) til fem (5) medlemmer.
5.1.2 Bestyrelsen træffer beslutning om fordeling af posterne som Sekretær og Kasserer mellem de menige medlemmer af bestyrelsen.
5.2 Ansvar og Opgaver
5.2.1 Den overordnede ledelse af ICF Denmark varetages af bestyrelsen, der skal sikre at ICF Denmark ledes og til stadighed drives i overensstemmelse med ICF Denmarks ved-tægtsbestemte formål, vedtægterne og de på medlemsmøderne trufne beslutninger.
5.3 Bestyrelsesmøder
5.3.1 Bestyrelsen skal tilrettelægge og udføre sit arbejde i henhold til Forretningsordenen for Bestyrelsen, som bestyrelsens medlemmer skal tiltræde og gøre sig bekendt med.
5.3.2 Bestyrelsesmøder afholdes efter bestyrelsens nærmere beslutning. Dog kan Præsidenten, President Elect eller tre (3) bestyrelsesmedlemmer i forening indkalde til bestyrelsesmøde med mindst ti (10) dages varsel. Bestyrelsesmøder kan afholdes ved personligt fremmøde såvel som ved telefonkonference efter indkalderens bestemmelse herom.
5.3.3 Bestyrelsen er beslutningsdygtig i enhver henseende, når et flertal af bestyrelsens medlemmer deltager i bestyrelsesmødet, bortset fra tilfælde hvor et kvalificeret flertal er foreskrevet i vedtægterne. Hvis bestyrelsen mødes uden at være beslutningsdygtig, skal bestyrelsesmødet afsluttes, genindkaldes og genoptages i henhold til artikel 5.3.2. Når bestyrelsesmødet genoptages, skal bestyrelsen anses for beslutningsdygtig i forhold til de anliggender, der oprindeligt var indeholdt i dagsordenen for det udsatte bestyrelsesmøde uden hensyntagen til antallet af bestyrelsesmedlemmer, som nu deltager i bestyrelsesmødet.
5.3.4 Bestyrelsen træffer beslutninger ved almindeligt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er Præsidentens stemme afgørende. Bestyrelsesbeslutninger kan træffes ved rundsendelse af beslutningsforslag til godkendelse og underskrift hos bestyrelsens medlemmer.
6. NOMINERING OG VALG AF BESTYRELSESMEDLEMMER
6.1 Opstillingsudvalget
6.1.1 Medlemmerne vælger på det årlige medlemsmøde et opstillingsudvalg på i alt tre (3) medlemmer af ICF Denmark. Bestyrelsesmedlemmer kan ikke vælges til opstillingsudvalget. Det bør tilstræbes, at mindst ét medlem fra det afgående opstillingsudvalg genvælges.
6.1.2 Hvis medlemsmødet vælger mindre end tre (3) medlemmer eller hvis et medlem fratræder førtidigt, udpeges de yderligere medlemmer til opstillingsudvalget af præsidenten med tilslutning fra et flertal af bestyrelsens medlemmer. Opstillingsudvalget skal træde sammen for første gang inden udgangen af juni måned.
6.1.3 Opstillingsudvalget skal med bistand fra sekretæren udsende en skriftlig opfordring til alle medlemmer af ICF Denmark om at tilkendegive deres interesse for at opstille som kandidat til præsident élect og/eller bestyrelsen.
6.1.4 På grundlag af medlemmernes tilkendegivelser, og øvrige modtagne oplysninger, opstilles de kvalificerede kandidater til hvervet som henholdsvis præsident élect samt til øvrige bestyrelses- og suppleantposter, der er på valg på det kommende årlige valgmøde. Der skal så vidt muligt opstilles mere end én kandidat til hver ledig post.
6.1.5 Opstillingsudvalget skal med bistand fra sekretæren påse, at alle opstillede kandidater (a) er myndige, og (b) på valgdagen er – og i de senest forudgående tre (3) måneder har været – medlemmer af ICF Denmark, og (c) opfylder de øvrige krav til personlige og faglige kvalifikationer, som ICF Global til enhver tid måtte fastsætte for bestyrelsesmedlemmer.
Opstillingsudvalget skal tillige påse, at alle opstillede kandidater til posten som præsident élect senest fem (5) dage før valgdagen er indehaver af en officiel ICF certificering i henhold til ICF til enhver tid gældende certificeringsprogram.
6.2 Valg af bestyrelsesmedlemmer
6.2.1 President Elect vælges hvert andet år af medlemmerne på det årlige valgmøde blandt de opstillede kandidater. Efter at have fungeret i ét (1) år som President Elect indtræder og overtager President Elect automatisk hvervet som Præsident. Efter at have fungeret i 2 (2) år som Præsident fratræder Præsidenten og en ny President Elect indtræder i hvervet som Præsident. Den afgående Præsident indtræder og overtager automatisk hvervet som Past President, mens den hidtidige Past President fratræder og endeligt udtræder af bestyrelsen, medmindre genvalg til bestyrelsen finder sted. De ordinære bestyrelsesmedlemmer vælges for to (2) år ad gangen af medlemmerne på det årlige valgmøde blandt de opstillede kandidater, men dog således at halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er på valg hvert år.
6.2.2 Et bestyrelsesmedlem kan genvælges og genudpeges men kan højst være medlem af bestyrelsen i en sammenhængende periode på op til seks (6) år. Et medlem kan på ny vælges og udpeges til bestyrelsen, når personen har været ude af bestyrelsen i to (2) på hinanden følgende år.
6.2.3 På det årlige valgmøde vælger medlemmerne to (2) suppleanter for de ordinære besty-relsesmedlemmer. Suppleanter vælges for to (2) år ad gangen, men således at én suppleant er på valg hvert år.
6.2.4 Såfremt et ordinært bestyrelsesmedlem er forhindret i at deltage aktivt i bestyrelsesarbejdet i mere end to (2) måneder, overtager en suppleant det pågældende medlems plads indtil det næste ordinære medlemsmøde eller indtil bestyrelsesmedlemmet kan genoptage pligterne. En suppleant kan tillige efter bestyrelsens beslutning indkaldes til at deltage i et konkret bestyrelsesmøde, hvis et ordinært bestyrelsesmedlem er forhindret i at deltage.
6.2.5 Et bestyrelsesmedlem, herunder Past President, President Elect og Præsidenten, kan afsættes på et medlemsmøde, hvis et flertal af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer for forslaget. Hvis Præsidenten afsættes eller fratræder i utide, overtager President Elect dennes yderligere funktioner og ansvarsområder som ”fungerende præsident” indtil udløbet af valgperioden. Hvis President Elect afsættes eller fratræder i utide, skal medlemmerne på et medlemsmøde vælge en ny President Elect, og den nye President Elect skal da fungere i den resterende valgperiode. Hvis Past President afsættes eller fratræder i utide, genbesættes posten først, når den næste Past President tiltræder hvervet. Hvis et ordinært bestyrelsesmedlem afsættes eller fratræder i utide, indtræder en suppleant i den ledige post indtil udløbet af valgperioden. Et bestyrelsesmedlem, der er i fare for at blive afsat, skal have mulighed for at blive hørt på medlemsmødet, før afstemning finder sted.
7. DEN ØVRIGE ORGANISATION
7.1 Eksekutivkomiteen
7.1.1 Den daglige drift og ledelse af ICF Denmarks aktiviteter varetages af Eksekutivkomitéen, der består af Præsidenten, President Elect og sekretæren. Bestyrelsen kan udpege andre medlemmer af bestyrelsen til at indtræde i eksekutivkomitéen. Eksekutivkomiteen skal iagttage og overholde bestemmelserne i disse vedtægter og skal følge de instruktioner, anvisninger og beslutninger, der gives eller træffes af bestyrelsen.
7.2 Sekretariatet
7.2.1 Bestyrelsen er bemyndiget til at oprette et sekretariat med lønnet personale. Sekretariatets arbejds- og ansvarsopgaver fastsættes af bestyrelsen. Sekretariatet ledes af sekretæren.
7.3 Udvalg og arbejdsgrupper
7.3.1 Bestyrelsen kan nedsætte stående eller midlertidige udvalg eller arbejdsgrupper. Sådanne udvalg kan have medlemmer uden for bestyrelsens kreds. Udvalg og arbejdsgrupper skal arbejde i henhold til klare mandater, de skal være under tilsyn af bestyrelsen og de skal fungere i overensstemmelse med bestyrelsens anvisninger.
7.4 Lokale Medlemsafdelinger
7.4.1 Grupper på mindst ti (10) medlemmer kan oprette en lokal afdeling (”Lokal Medlemsaf-deling”) indenfor rammerne af ICF Denmark. Bestyrelsen skal godkende oprettelsen af en Lokal Medlemsafdeling.
7.4.2 Lokale Medlemsafdelinger skal arbejde i henhold til den af bestyrelsen godkendte stan-dardvedtægt for Lokale Medlemsafdelinger.
7.4.3 Lokale Medlemsafdelinger skal etableres i overensstemmelse med princippet om maksimalt én Lokal Medlemsafdeling i hver kommune. Bestyrelsen kan dog dispensere fra denne regel.
7.4.4 En Lokal Medlemsafdeling, der handler i strid med ICF Denmarks formål, regler og ret-ningslinier, herunder bestyrelsens beslutninger, skal opløses ved bestyrelsens beslutning. Bestemmelsen i pkt. 3.2 om ret til indbringelse af beslutningen for medlemsmødet skal ligeledes finde anvendelse på bestyrelsens beslutning om opløsning af en Lokal Medlemsafdeling.
7.5 Juridiske Enheder til Særlige Formål
7.5.1 ICF Danmark kan etablere særlige juridiske enheder, herunder som et selskab med be-grænset hæftelse, med det formål at gennemføre særlige arrangementer eller aktiviteter. Enhver særlig juridiske enhed skal være fuldt ejet og kontrolleret af ICF Denmark, og formålet med enheden og dennes aktiviteter skal ligge indenfor rammerne af ICF Denmarks formål i henhold til artikel 2 heri.
8. REVISOR, ÅRSRAPPORT OG REGNSKABS-ÅR
8.1 Regnskabsåret er kalenderåret. Det første regnskabsår løber fra stiftelsen indtil årets udløb.
8.2 Medlemmerne skal på medlemsmødet vælge én eller flere registrerede eller statsauto-riserede revisorer.
8.3 Revisor(ene) skal revidere årsrapporten i overensstemmelse med god revisionsskik og herunder foretage en kritisk gennemgang af ICF Denmarks regnskabsmateriale og øvrige forhold.
8.4 Bestyrelsen og Eksekutivkomiteen skal give revisor adgang til at foretage de undersøgelser, som revisor anser for nødvendige, og skal sørge for, at revisor får de oplysninger og den bistand, som denne anser for nødvendig for udførelsen af sit hverv.
8.5 Revisor skal give årsrapporten påtegning om, at denne er revideret. Påtegningen skal indeholde oplysninger om den stedfundne revision og om eventuelle bemærkninger, som revisionen har givet anledning til.
8.6 ICF Denmarks protokoller og regnskaber skal opbevares i overensstemmelse med de regler og love, der gælder for ikke-erhvervsdrivende foreninger i Danmark samt i over-ensstemmelse med almindeligt accepteret regnskabspraksis.
9. KONTINGENT, AKTIVITETSVEDERLAG
9.1 Medlemmerne betaler kontingent til ICF Denmark, hvis størrelse fastsættes af medlemmerne på det årlige medlemsmøde, jf. pkt. 4.6f).
9.2 ICF Denmark er berettiget til at opkræve et aktivitetsvederlag for deltagelse i aktiviteter m.v., som ICF Denmark tilbyder til medlemmer og andre. Aktiviteter skal udbydes og aktivitetsvederlag skal fastsættes og opkræves i overensstemmelse med bestyrelsens og medlemsmødets beslutninger og ICF Globals til enhver tid gældende regler og bestemmelser herom.
10. TEGNINGSREGLER
10.1 I forhold, der vedrører den daglige drift, kan ICF Denmark forpligtes ved underskrift af ethvert medlem af Eksekutivkomiteen.
10.2 I forhold, der ligger uden for den daglige drift, forpligtes ICF Denmark ved underskrift af Præsidenten eller af President Elect i forening med tre (3) medlemmer af bestyrelsen. Bestyrelsen kan meddele prokura.
10.3 Foreningens forpligtelser hæfter alene med foreningens formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen hæftelse for foreningens forpligtelser.
10.4 I forbindelse med indgåelse af aftaler og kontrakter mv., påhviler det bestilleren at gøre det klart for foreningens samarbejdspartnere og kontraktpartnere at foreningen er en selvstændig juridisk forening.
11. ÆNDRING AF VEDTÆGTERNE FOR ICF DENMARK
11.1 Medmindre andet kræves af lovgivningen kan disse vedtægter ændres på ethvert årligt medlemsmøde eller på ethvert ekstraordinært medlemsmøde, som er blevet indkaldt med dette særlige formål. Til vedtagelse af et forslag om ændring af vedtægterne kræves det, at to-tredjedele (2/3) af de på mødet tilstedeværende og stemmeberettigede medlemmer stemmer for forslaget.
11.2 En beslutning om at opløse ICF Denmark er kun gyldig, hvis beslutningen er truffet på et årligt medlemsmøde og stadfæstet på det førstkommende medlemsmøde derefter; i begge tilfælde med et flertal på to-tredjedele (2/3) af de på mødet tilstedeværende og stemmeberettigede medlemmer.
11.3 I tilfælde af opløsning skal ICF Denmarks formue tilfalde ICF Global. Skulle ICF Global ikke bestå på det tidspunkt, skal formuen tilfalde en tilsvarende organisation efter medlemsmødets beslutning.
12. IKRAFTTRÆDELSE
12.1 Nærværende vedtægter træder i kraft på det tidspunkt, hvor bestyrelsen på ICF Denmarks vegne har indgået en bindende skriftlig aftale med ICF Global, hvorved ICF Global udnævner ICF Denmark til Chartered ICF Chapter i Danmark.
12.2 Bestemmelserne i pkt. 3.1, pkt. 4.16 og pkt. 6.1.6 er ændret ved beslutning på det ordinære medlemsmøde den 27. april 2009.
12.3 Bestemmelserne i pkt. 5.1.1, pkt. 6.2.1 og pkt. 6.2.5 er ændret ved beslutning på det ordinære medlemsmøde den 23. marts 2011, og skal have virkning fra den 1. januar 2011.
12.4 Bestemmelserne i pkt. 6.1. er ændret ved beslutning på det ordinære medlemsmøde den 26. marts 2014.
12.5 Bestemmelserne i pkt. 6.2.1 er ændret ved beslutning på det ordinære medlemsmøde den 13. marts 2015.
12.6 Bestemmelserne pkt. 10.3 og 10.4 er tilføjet ved beslutning på det ordinære medlemsmøde den 31. marts 2016.
Således vedtaget på det ordinære medlemsmøde den 31. marts 2016.
BESTYRELSEN
Marts 2016